Ørnebjerg Køre- og Rideforening
EN RIDEKLUB MED PLADS TL ALLE
Foreningens start
Nogle strøtanker i anledning af ØKR’s 25 års jubilæum den 21. marts 2005
Det var Peter Larsen, der startede Ørnebjerg Køre- og Rideforening.
Peter var ridelærer på Ørnebjerggård og rådede over en snes heste af forskellig størrelse og statur. Der var alt, lige fra shetlandsponyer til bryggerheste. Noget for enhver smag.
Der var også en masse børn, som myldrede omkring Peter og hestene, og som mugede og strøede og fodrede. Det var især piger, og alle så de op til Peter, som havde en formidabel evne til at lære dem alt det, som man skal kunne for at blive en god hesteven.
Det irriterede Peter grænseløst, at pigerne i den anden rideklub i byen pegede fingre ad hans piger, når de deltog i stævner iført sweater og gummistøvler og ikke havde rigtigt ridetøj med hvide bukser, mørkeblå jakker og blankpudsede ridestøvler.
Til sidst havde Peter fået nok. Det skulle ikke være forældrenes pengepung, der afgjorde om børnene skulle kunne deltage i hesteaktiviteterne i Ølstykke. Han ville starte sin egen rideklub.
Han indkaldte derfor til et orienterende møde i begyndelse af februar 1980. Det skulle finde sted i rytterstuen på Ørnebjeggård, og der var myldrende fuldt, da dagen oprandt selvom vi havde lånt billardstuen ved siden af, der var langt over 100 mennesker.
Jeg var kommet sent hjem fra arbejde den dag og var godt træt, så da min datter, Hanne spurgte om jeg ikke gik med over på Ørnebjerggård, sagde jeg nej, det gider jeg ikke i dag. Da min datter så var gået, skuffet og lidt lang i ansigtet, så min søn Carsten på mig og sagde: ”Det kan du ikke være bekendt, hun har gået hele dagen og ventet på, at du skulle gå med derover”.
Hvad gør en stakkels træt far så?? Han futter da over på Ørnebjerg for at bevare sine børns respekt. Ankommet hertil kæmpede jeg mig vej gennem menneskemasserne i rytterstuen og over til de lidt mere fredelige forhold i billardstuen, hvor jeg kunne hvile mine trætte lemmer på en gammel vakkelvorn spisestuestol ved siden af Peter.
Peter kiggede op på mig og sagde: ”Det var godt, du kom. Hvad skal jeg sige til dem?” Jeg greb et stykke papir, som lå på bordet og ridsede nogle stikord ned på det og gav Peter det. Jeg regnede med, at jeg hermed havde gødet jorden for de videre forhandlinger, men sådan skulle det ikke gå. Peter tog papiret i hånden, og gik op i døren ind til rytterstuen, slog to tomme ølflasker mod hinanden og sagde nogle ord, som næsten slog benene væk under mig. Peter sagde: ”Erling vil lige sige noget!”
Jeg blev noget chokeret, men jeg fattede mig hurtigt og gik op i døren til Peter. Jeg sagde sådan noget som: ”Peter har indkaldt til dette møde for at vi kan tage stilling til, om vi skal stifte en ny rideklub. De der stemmer for dette bedes række hånden i vejret” Alle uden undtagelse rakte hånden op og det var bestemt at vi skulle starte.
Vi fik også nedsat et udvalg, som skulle komme med forslag til vedtægter for den nye forening. Men inden vi nåede så langt havde Peter arrangeret ØKR’s første fastelavnstur, som med 5-6 vogne og 30-40 ryttere bragte os til LI. Rørbæk, hvor vi blev fyrsteligt beværtet hos nogle af Peters venner.
Uheldig som jeg altid har været, blev jeg valgt som formand for dette udvalg. Jeg kan ikke huske alle dem, der var med i udvalget, men der var i hvert fald Peter Larsen, Lis Christiansen nu West og Hanne Spieker nu Blankensteiner og så møbelmanden fra Møllehusene.
Denne hjernetrust arbejdede intenst med problemerne og fik lavet nogle love for ØKR, som blev vedtaget på den stiftende generalforsamling 21. marts 1980. Denne generalforsamling blev holdt i rytterstuen på Ørnebjerg og igen med et enormt fremmøde.
Med på mødet var også formanden og næstformanden for det, der dengang hed Ørnebjerg/Skjoldungen Rideklub. Deres mandat fra denne forening var at forhindre, at vi startede, fortalte de. Jeg måtte bedrøve dem med, at de havde sovet over sig. Det var allerede halvanden måned siden, at vi havde vedtaget at starte, og vi havde allerede registreret over 100 medlemmer, som havde betalt kontingent.
Jeg meddelte dem, at de naturligvis var velkomne til at blive, hvis de betalte kontingent med det samme, for generalforsamlingen var kun for medlemmer. Det ønskede de ikke, så efter at de havde ønsket død og ulykke over os og spået os en meget kort levetid, forlod de mødet.
Nå, spådommen gik ikke i opfyldelse, vi fik vedtaget vores love og valgt en bestyrelse. Igen var jeg uheldig, jeg blev valgt som formand. Det holdt i 10 år. I 1990 blev jeg afløst af min søn Carsten, som indførte et begreb som hed Ølstykke hesteshow. Det blev en kæmpesucces med deltagere fra hele Nordsjælland, bl.a. kom der nogle fra Helsinge, og der var opvisning af islandske heste, og kørsel med travheste. Det holdt vi liv i nogle år indtil Carsten ikke var formand længere, men det var en tid, hvor der virkelig skete noget i vores forening.
Hesteshowene blev holdt på Ørnebjerg Ridestadion, og byens handlende var mere end villige til at give ting og sager, som blev brugt som præmier til deltagerne i de mange discipliner, som showet bestod af.
En af disciplinerne som var med ved alle hesteshows var kvadrilleridning. Kvadrilleholdet trænede på Ørnebjerg Ridestadion med stor entusiasme, uanset om man deltog på shetlandspony eller om det var på store heste. Hvert år var kvadrilleridning det centrale indslag i hesteshowet, og hver gang var musikken den samme, nemlig temaet fra ”Tornfuglene”
Men det gode varer sjældent ved. Carsten fik sin eksamen som dyrlæge og fik job i Hasle på Bornholm, og så måtte han jo melde fra som formand.
Formanden efter Carsten blev Bruno, som slet ikke hedder Bruno, men derimod Thomas Petersen. Jeg har aldrig fundet ud af, hvorfor Thomas blev kaldt for Bruno, men der må jo være en forklaring et sted. Thomas havde slet ikke lyst til at være formand, men da vi ifølge vore love skal have sådan en, indvilligede Thomas, da jeg lovede ham at være bisidder i jobbet.
Denne salomoniske ordning holdt i fire år, indtil Helle Jensen trådte til. Men som det så ofte går, så fandt Helle sig en kæreste, hun giftede sig og kom til at hedde Stauersbøl. Det tog så hårdt på hende, at hun besluttede sig for at kvitte formandsposten i 2002. Den blev overtaget af Lasse Jacobsen.
Jeg selv blev kasser da Carsten blev formand, og mig måtte medlemmerne så trækkes med indtil 2002, hvor Susanne Jacobsen midt i året fik overdraget kassebeholdningen.
Gennem alle årene var vore hovedaktiviteter orienteringsture i omegnen af Ølstykke og så nogle små stævner, hvor det mere drejer sig om at deltage end at vinde. Denne trummerum holdt i mange år. Men først da Lasse Jacobsen i 2002 blev valgt som formand, kom der igen gang i hestevognene. Det har vi savnet i mange år.
Hovedkraften igennem mange år var Majbrit Jensen. Sammen med hende har jeg lavet mere end 150 orienteringsture, så der er snart ikke det hjørne af Ølstykke kommune som vi ikke har besøgt. Majbrit var en kæmpestøtte, som gjorde, at jeg ikke opgav ævret længe før jeg gjorde.
Det var også Majbrit og hendes søster Helle, der var formand i et par perioder, som foreslog, at jeg skulle udnævnes som æresmedlem. Det blev jeg med aklamation, og det blev jeg meget glad for.
Jeg tror at vi går en sund og god tid i møde og jeg håber, at jeg lever længe nok til at opleve ØKR’s 50 års jubilæum. Så er jeg kun 106 år.
Skrevet af Erling Mortensen